Artikler/anmeldelser

Berlin gennem menneskene. Portrætter fra Berlin. Fotografier taget til den nye udgave af guidebogen Turen går til Berlin. Forfatter Michelle Arrouas. Udkommer 15.7 – 2017. Bragt i Ekstra Bladet. 3. juni. 2017.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Anmeldelse af Nathan Hill: Niksen. Publiceret i Ekstra Bladet 5.3-2017


Roman
Nathan Hill: Niksen
751 sider. 350 kr. Lindhardt og Ringhof
Flot oversat af Karsten Nielsen
****

Rene trut i Trump-eten

Samuel er 11 år, da hans mor skrider og aldrig siden vender tilbage. Kort før hun damper af, giver hun sønnike en leveregel, han kan tygge på: ’Det, du elsker allerhøjest, vil en dag såre dig allermest’. Underligt er det derfor ikke, at Samuel – hovedpersonen i debutanten Nathan Hills 750 siders monsterroman – ender med at opføre sig som en betændt, nedgroet negl. Som helt ung får han et kæmpeforskud fra et forlag, man da han ikke er i stand til at skrive bogen færdig, må han tjene til føden som gnaven litteraturlektor på et universitet i Chicago.
Da Samuel er allermest på røven, ser han på en nyhedskanal, at hans forsvundne mor er blevet fængslet, efter hun har kastet sten på en republikansk præsidentkandidat. ’Hippie-terroristen’, som hun omtales i medierne, står nu anklaget for terror, og for at slippe ud af sit lorteliv accepterer Samuel at skrive sin mors biografi.
’Niksen’ er endnu et ungt amerikansk forfatterhåbs ambitiøse forsøg på at skrive Den Store Amerikanske Roman. Sådan en roman, der vrider Guds eget land som en karklud, og hvor alle dårligdommene bagefter ligger som en grumset pøl på gulvet.
Nathan Hill er en talentfuld og morsom forfatter, der fornemt udstiller amerikanernes skruppelløse grådighed efter gods og guld. Samtidig sparker forfatteren også hårdt til de selvgode venstreorienterede, som blot vil frelse sig selv samt til de forældre, der kun dukker op i deres børns liv, når de løfter pegefingeren.
Romanen vrimler med sidehistorier, og ikke alle afstikkere er lige interessante. Bedst fungerer Samuels rørende barndomshistorie og beskrivelserne af mediernes hang til hurtige overskrifter og alternative fakta. Her byder romanen på rene trut i Trump-trompeten!


Nekrolog over Jan Sonnergaard. Publiceret i Ekstra Bladet 22.11-2016. 


LITTERATURENS FØLSOMME KNYTNÆVE
Det var næsten, som om dagens kabale gik op, når man kom cyklende og så forfatteren og levemanden Jan Sonnergaard sidde foran en af Københavns beværtninger klædt i en farvestrålende hawaii-skjorte med en smøg i kæften og en stor fadbamse inden for rækkevidde.
Man følte, at nu sad forfatteren igen dér og tog temperaturen på vores samfund.
Og man så allerede frem til, at han ville gå i struben på tidens moralsk løftede pegefingre og vulgære nyliberalisme i sin næste bog eller kronik.
Selv benyttede han signaturen ‘ Søde Jan’, når han underskrev et brev eller en e-mail. Men i dansk litteratur vil Jan Sonnergaard fremover blive husket som den barske og kompromisløse stemme, der gav litteraturen et tiltrængt los i røven kort før årtusindeskiftet.
Sonnergaard debuterede i 1997 med den rå og realistiske novellesamling ‘ Radiator’.
Et tidspunkt, hvor dansk litteratur blev domineret af en intetsigende minimalistisk prosa, hvor absolut ingen verdens ting skete.
Med ‘ Radiator’ gav Sonnergaard stemme til de udstødte og fortabte – dem der var koblet af det buldrende samfundstog, og som hverken kunne finde arbejde, kærlighed eller holde ud at se sig selv i spejlet. Bogen solgte over 100.000 eksemplarer, hvilket er helt uhørt for en novellesamling i Danmark.
‘Alt for lidt litteratur brokker sig nu om dage’, udtalte Jan Sonnergaard i et tidligt interview. Og i sine noveller viste han, hvordan det går, når dele af befolkningen er uden for fællesskabet og bliver sparket til igen og igen.
Hans historier skummer over af vrede på vegne af alle de danskere, der aldrig bliver lyttet til, men samtidig slår hans ironi og humor ofte tilbage på den rådvilde læser.
For alle æder hinanden, hvis de får chancen i Sonnergaards bøger.
Midt i al vreden er der også en følsomhed i forfatterskabet, som især ses i romanerne ‘ Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom’ (2009) og ‘ Frysende våde vejbaner’ (2015). Romaner, hvor de mandlige hovedpersoner desperat hungrer efter et skud ægte kærlighed.
Rusmidler i alle afskygninger var en fast ingrediens i forfatterskabet, og Jan Sonnergaard talte med et glimt i øjet tidens puritanisme lodret imod, da han i en kronik i Politiken i 2012 hyldede alkoholens nyttige egenskaber: ‘Mit syn på vin og spiritus er ganske enkelt og har ikke ændret sig det mindste, siden første gang jeg smagte det: Jeg synes simpelthen, det er godt!’.
Godt var forfatterskabet hele vejen. Især novellerne holder en tårnhøj promille.


Anmeldelse af den portugisiske maler Paula Regos udstilling: The Poacher. Publiceret i Weekendavisen. 8.4-2016.  

Feministisk maler. En af samtidskunstens største narrative malere, portugisiske Paula Rego, viser nye kontroversielle, gådefulde billeder på kunstnerens museum nær Lissabon.

CASCAIS – I det tilbagelænede og mondæne Cascais, en halv times togtur fra Lissabon, ligger Casa das Histórias Paula Rego.
Det karakteristiske rødmalede museum ligner på afstand to gigantiske keramikovne placeret midt på en frodig grøn græsplæne. Museet er tegnet af den portugisiske stjernearkitekt Eduardo Souto de Moura og blev indviet i 2009. Udstillingerne på museet udgør en fortløbende visuel fortælling om den portugisiske maler Paula Regos kunst, og tre-fire gange om året præsenterer museet en ny vinkel på den i dag 80-årige kunstners alsidige produktion.
I 1990 modtog Paula Rego (f. 1935) som den første kunstner en invitation fra The National Gallery i London. Museet tilbød hende at blive First National Gallery Associate Artist.
Som museets huskunstner ville hun få stillet et atelier til rådighed i museets kælder. Dernede, fjernt fra dagslys og distraktioner, skulle Rego i en periode på 18 måneder skabe malerier, som skulle gå i dialog med museets kanoniserede værker.
Paula Rego tøvede dog med at takke ja til det ærefulde tilbud: »Jeg var bange, men også ret betænkelig. For at finde sin egen vej i kunsten er det nødvendigt, at man finder sin egen dør ligesom Alice i Eventyrland. Så jeg valgte at tage vidt forskellige genstande fra museet med ned i min kælderhule, hvor jeg i ro og mag kunne fortære dem kunstnerisk. Jeg var en slags krybskytte.« The Poacher (Krybskytten) er titlen på øjeblikkets udstilling på Casa das Histórias Paula Rego. Udstillingen viser både kunstnerens arbejdsproces og en håndfuld af de færdige billeder fra tiden i kælderdybet på The National Gallery.
Typisk begynder Rego med en serie skitseagtige tegninger og arbejder sig derefter frem mod et færdigt udtryk. I tegningerne dukker fortællingernes kerne op som spontane og aggressive udladninger, som siden finder en større og mere gennemarbejdet ro i de store akrylmalerier eller pastelbilleder.
Et af Regos mest kendte billeder, The Company of Women (1997), optræder også på udstillingen. Et billede, hvor de fede pastelfarver tager over, når blyanttegningernes tynde streger ikke rækker længere. Regos pasteller er fulde af taktil voldsomhed, hvor pastelfarverne tegnes på, streg for streg, næsten som en billedhugger former sit ler. En teknik, der inkorporerer de aggressioner, som er afsættet for langt de fleste af Paula Regos billeder.
I The Company of Women ligger en ældre herre henslængt på en chaiselong og stirrer apatisk på beskueren. Han er klædt i en ternet nederdel, og hans nøgne, knoglede fødder presser sig helt ud mod billedkanten. Han er omgivet af fire vejrbidte kvinder, der enten er helt fordybet i husmoderlige gøremål eller døset hen i et øjebliks slumrende fravær. Er manden en detroniseret hustyran? Eller en impotent patriark? Og hvad mon der gemmer sig af fortrængte drifter i alle de lag af kjoleskørter og sengetæpper, som fylder det store pasteltegnede billede? I Paula Regos billeder møder man mange spørgsmål, men man får ingen svar serveret.
EFTER Lucian Freuds død i 2011 regnes Paula Rego i dag for samtidskunstens største nulevende narrative maler. Paula Rego har altid gået på strandhugst i kunst-og litteraturhistorien, og hun har også flittigt ladet sig inspirere af gamle portugisiske folkesagn.
Hendes billeder er fulde af historier, som fortælles i mødet med beskueren. Selvom Paula Rego låner figurer og temaer fra en række litterære forbilleder, er hendes billeder aldrig blot illustrationer. For hvad enten hun låner figurer som Den Lille Havfrue hos H. C. Andersen, Den Lille Rødhætte hos Brødrene Grimm eller skaber en pastiche over den engelske billedsatiriker William Hogarths samfundskritiske tegninger, rummer billederne altid deres helt egne fortællinger, hvor de kendte figurer optræder i nye og overraskende sammenhænge.
Motivisk har Rego siden sine første penselstrøg været en feministisk maler, da hendes billeder næsten altid tager udgangspunkt i en kvindelig erfaringsverden. Rego har siden sin ungdom i Portugal under Salazars diktatur kæmpet for kvinders rettigheder, og hun vedkender sig stærkt inspireret af Simone de Beauvoirs bog Det andet køn. Germaine Greer har ved flere lejligheder hyldet Regos kunst: »Det er ikke ofte, at kvinder kan genkende sig selv i malerier, endnu sjældnere, at de ser deres private verden og deres drømme projiceret op i sådan en skala og med så stor dybde og farverigdom.« I sine værker har Rego dyrket temaer som fri abort og kvindeundertrykkelse (både inden for og uden for hjemmets fire vægge), ligesom hun i sin stærke Dog Woman-serie fra 1990erne har forsøgt at frisætte den kvindelige seksualitet med hunde-kvinden som et snerrende symbol på de ukontrollable instinkter.
Siden debuten med The London Group i 1962, hvor blandt andre David Hockney og Frank Auerbach også deltog, har Rego haft en klar feministisk agenda. Interessant er det dog, at manden som kønspolitisk modpol aldrig optræder som den egentlige skurk. Mændene i Regos billeder kaster ikke voyeuristiske eller dominerende blikke på kvinderne, men fremstår snarere som nogle magelige opportunister, som blot synes at få det bedste ud af de sociale vilkår, som samfundets normer har udstukket til deres fordel.
Regos vrede er oftere adresseret mod den katolske kirkes dogmatisme, dobbeltmoral og undertrykkende kvindesyn, hvilket allerede var et kontroversielt tema i hendes første soloudstilling i 1966 i Galeria Arte de Moderna i Lissabon.
Under ferniseringen, som fandt sted midt under Portugals fascistiske diktatur, kom en vred ældre herre hen til Rego: »Du må være en luder, når du maler sådanne billeder.« Hvortil Rego replicerede: »Nej, for ludere maler kirker.« På den aktuelle udstilling på Casa das Histórias Paula Rego finder man også værket The Artist in Her Studio (1993) samt de tegninger, der er gået forud for det store akrylmaleri.
Maleriet er bygget op omkring fire kvinder, som alle er så fordybet i deres egen tankeverden og kunstneriske arbejde, at de ikke værdiger hinanden eller beskueren et blik. Modsat det klassiske selvportræt er værket ikke et selvfejrende portræt af kunstneren Paula Rego, da hun aldrig maler sig selv ind i sine billeder.
Snarere er billedet en hyldest til den kvindelige kunstner per se og til de flertydige og påtrængende billedfortællinger, som bliver ved med at rumstere i ens bevidsthed, længe efter at man igen er trådt uden for i Cascais’ skarpe, varme vinterlys.

Tre anmeldelser af Karl Ove Knausgårds essayserie om årstiderne. Publiceret i Ekstra Bladet d. 20.12-2015.

Karl Ove og kærligheden

Karl Ove Knausgård: Om foråret
Flot oversat af Sara Koch
Illustrationer: Anna Bjerger
160 sider. 270 kr. Lindhardt og Ringhof
Seks ud af seks stjerner

’Om foråret’ er tredje bind i Karl Ove Knausgårds årtidsbøger dedikeret til hans yngste datter. Hvor de to første bøger var lidt artige essayistiske fabuleringer om alt fra tandbørster til julemænd, er ’Om foråret’ en klassisk Knausgård-roman spundet af de samme personlige tråde som mesterværket ’Min kamp 1-6’.
’Jeg er 46 år gammel, og det er min erfaring, at livet er hændelser, der skal pareres’. Sådan lyder Knausgårds bedrøvelige velkomsttale til sin nyfødte datter i romanen, der strækker sig over en enkelt dag og især funkler af stærke naturbeskrivelser. Som altid er Knausgård ikke håndsky, når det gælder det sentimentale, hvilket man tilgiver ham, fordi ærligheden banker bag hvert eneste punktum.
Den norske forfatterstjerne er stadig en forpint fætter og nordisk mester i at vende skylden og vreden indad. I ’Om foråret’ må han tilmed slås med blod i afføringen og en selvmordtruet hustru, mens han med bravur jonglerer en dagligdag med fire børn.
I modsætning til ’Min kamp’-bøgerne insisterer Knausgård på en nyopdaget optimisme og en tro på, at kærligheden kan besejre det meste. Som han skriver: ”Vist findes mørket, men kun som nålestiksstore punkter i lyset”.
Dugfrisk verdenslitteratur.


Verdens virvar

Karl Ove Knausgård: Om vinteren
Illustrationer: Lars Lerin.
Oversat: Sara Koch
237 sider. 270 kr. Lindhardt og Ringhof
Fire ud af seks stjerner

’Hvad er det?’ Mange vil sikkert kunne huske spørgsmålet stillet af DR´s husarkæolog Piet van Deurs i de laaaaangsomme tv-udsendelsers dage tilbage i 80´erne. I programmet skulle to hold akademiske oldtidsfund gætte nytteværdien af de mærkværdigste tingester, som van Deurs med alvor mine havde hentet op fra Nationalmuseets fjerneste gemmer.
Undertegnede kom til at tænke på det legendariske TV-program under læsningen af den norske forfatter Karl Ove Knausgårds nye bog ’Om vinteren’. I fire bøger beskriver Knausgård forskellige ting og dagligdagsfænomener til ære for sin ufødte datter. Vi  hører bl.a. om måner, mønter, stole, rod, julemænd, næsen, tandbørster og vatpinde. Knausgård skriver magisk om de ting og fænomener, han har et personligt forhold til: om vatpindens skarpe lyd i øret og om for tidlige sædafgange. Tæt på dødkedeligt bliver det derimod, når han holder sig til en generel beskrivelse af fx vand, sne og fisk.
I bogens bedste øjeblikke kommer man – ligesom i mesterværket ’Min kamp’ – helt tæt på den norske forfatterkomets levede liv. Her gør det tit lidt ondt. Men det er kun godt for litteraturen.


Verden venter

Karl Ove Knausgård: Om efteråret
Oversat af Sara Koch
178 sider. 250 kr.
Fire ud af seks stjerner
Frank Sebastian Hansen

Norske Karl Ove Knausgård (f.1968) er blevet en litterær superstjerne ved at blande selvbiografi med essaystik. I sin nye bog ’Om efteråret’ skriver han om ting og fænomener i tiden. Bogen er skrevet til hans ufødte datter og er et katalog over, hvad der venter pigebarnet, når hun får krænget sig ud af sin mors varme skød.
Knausgård skildrer verdens overvældende mylder af tyggegummi, telefoner, æbler, hvepse, plasticposer, opkast, lyn og gummistøvler, og som altid har han svært ved at slippe sig selv af syne. Heri ligger bogens styrke. For Knausgård gør iagttagelser og personlige oplevelser levende for læseren, hvad enten han skriver om at slikke fisse, tørre bræk op eller tygge tyggegummi. I hans bøger er sproget et nypudset vindue til virkeligheden. Som han skriver: ’Uden sproget ville verden vokse sammen: hvert eneste ord er som en lille lysning’.
’Om efteråret’ er proppet med almindeligheder, tørre leksikalske fakta og sentimentale ræsonnementer, men netop Knausgårds formidable evne til at lægge ting og erfaringer frem og nærstudere dem i sproget betyder, at man som læser altid genkender sig selv i hans bøger.


Anmeldelse: Klaus Rifbjerg: Besat. Publiceret i Ekstra Bladet  d. 9.4-2015.

I lørdags døde Klaus Rifbjerg, 83 år. I dag udsender den hyperproduktive forfatter minsandten en samling splinternye og virilt veloplagte fortællinger, som foregår under eller trækker tråde til den tyske besættelse af Danmark.

Rifbjerg var en halvstor knægt, da de tyske soldater i dag for 75 år siden marcherede ind i Danmark, og besættelsestiden har i flere bøger været en litterær guldåre for ham. Her har Rifbjerg nemlig kunnet gå løs på den dramatiske fortid med sin fotografiske hukommelse, sit fintfølende sanseapparat og elektrificerede billedsprog.
Bogens fortællinger kredser om være besat af tyskerne – og om at være besat af drifter og længsler. I den stærke fortælling ‘ Sørensen’ følger man nogle hipoer på deres hadefulde roadtrip gennem Danmark i besættelsens sidste dage, hvor druk og desperation kulminerer i vold, bunkepul og tilfældige nakkeskud.
Mere tragisk godmodighed finder man i fortællingen om den danske soldat Gregers, som flygter over hals og hoved, da tyskerne angriber Danmark 9. april.
En flugt, der ender hjemme hos mor, som dulmer nederlaget ved at servere torsk i mayonnaise.

Frygten for de røde
Flere af bogens fortællinger er muntre, lyriske eksplosioner, hvor Rifbjerg hylder drengeårenes virilitet med kollektive onani-seancer og dødsfascinerede fisketure.
Selvfølgelig går den gamle, kulturradikale dinosaur også i flæsket på 40′ ernes bornerte og opportunistiske bedsteborgere, hvis frygt for de røde bolsjevikker var langt større end hadet til Hitler.
Det kan udmærket være, at Rifbjergs krop til sidst var slidt op efter lang og tro tjeneste foran tastaturet. Men hans sprog – det gløder endnu.

 

Interview med Jo Nesbø. Publiceret i Ekstra Bladet 13.11-2011.

I ni hårdkogte krimier har den norske krimiforfatter Jo Nesbøs drikfældige og forslåede helt – eksstrisseren Harry Hole – stirret ondskaben i øjnene og jagtet kyniske kriminelle i Oslos underverden.

Et voldeligt Oslo, som slet ikke ligner den skærgårds-idylliske hovedstad, man som dansker har mødt, når man har forladt Oslo-færgen og er spankuleret ned ad Karl Johans gate.
Den 51-årige norske succesforfatter Jo Nesbø har lagt vejen forbi årets bogmesse i Forum for at tale om sin seneste krimi ‘ Genfærd’. Årets krimi kalder anmelderne bogen, hvor Harry Hole igen trækkes grundigt gennem tilværelsens søle.
Efter tre år i frivilligt eksil i Hongkong vender Harry Hole tilbage til Oslo for at få frikendt sin ekskærestes 18-årige søn for et narkomord, som Harry er sikker på, knægten ikke har begået. ‘ Genfærd’ er Nesbøs mest dystre krimi til dato og et makabert kig ind i stoffernes og narkobagmændenes kyniske verden, hvor bestialske mafiamord og korrupte politikere er en sammenfiltret del af ondskaben.
– Du tegner et dystert billede af Oslo som en by tabt til stoffer.
Er der nogen sandhed i det billede? – 95 procent af det, jeg skriver, er sandt. Oslo har siden 1970′ erne haft et massivt problem med heroin.
– Før Utøya-massakren betragtede mange danskere Norge som et fredsommeligt og idyllisk land. Dette billede har ændret sig.
– Har Utøya-massakren også ændret nordmændenes selvforståelse? – Det er for tidligt at sige.
Jeg tror ikke, at Utøya-massakren bliver som amerikanernes 11. september, hvor amerikanerne var tvunget til at spørge sig selv, hvorfor muslimerne dog hader dem så meget? – Det er heller ikke som Palme-mordet i Sverige, hvor morderen aldrig blev fundet.
Med Utøya taler vi om en nordmand, som har fortalt, hvorfor han gjorde det. Vi har fået svar på alle spørgsmålene.
– Desuden repræsenterer Breivik heller ikke en bred gruppe mennesker eller en stærk politisk bevægelse. Det hele føles faktisk mere som en naturkatastrofe, et sneskred, end som en politisk hændelse, der måtte ske før eller siden. Derfor er det heller ikke sikkert, at det i fremtiden får konsekvenser for vores nationale psyke.
– Giver det mening for en krimiforfatter at skrive krimier efter sådan en massakre, hvor virkelighedens ondskab langt overgår fantasien? – Alt, der sker omkring mig, påvirker min måde at skrive på. Men jeg skriver stadig krimier.


Anmeldelse af Jonathan Franzens: Frihed. Publiceret i Ekstra Bladet d.10.4-2011

Jonathan Franzen: Frihed
Oversat af Mich Vraa 584 sider, 349 kr. Gyldendal
Seks ud seks stjerner stjerner.

Sidste års mest omtalte amerikanske roman ‘ Frihed’ er nu endelig kommet på dansk. Ni år efter, at Jonathan Franzen brød igennem med familiesagaen ‘ Korrektioner’, tager forfatteren igen temperaturen på USA’s mentale tilstand – denne gang spejlet i en amerikansk middelklassefamilie.
Handlingen foregår i perioden efter terrorangrebet i 2001, hvor det idealistiske ægtepar Patty og Walter Berglund slår sig ned i et trist forstadskvarter i Minneapolis med deres to velstimulerede børn.
Afstand til familien Den universitetsuddannede Patty er datter af et velhavende, jødisk ægtepar, men hun lægger afstand til familien, da hun efter en voldtægt oplever, hvordan forældrene dysser begivenheden ned af hensyn til moderens politiske karriere.
Ved at gifte sig med den godmodige Walter træffer Patty et sikkert – og dybt kedeligt – partnervalg, hvorfor hun senere ender i armene på Walters bedste ven, Richard – en rockstjerne, som altid følger ‘ pikkens clairvoyance’ i jagten på nyt kød og selvforglemmelse.
Franzen skildrer sine personer med et empatisk blik, der aldrig moraliserer eller fordømmer.
Romanen vrimler med selvgode demokrater og pengegriske republikanere, der alle bliver klædt af til skindet i Franzens veloplagte syrebad.
Men som læser får man lov at fælde sine egne domme over romanens mylder af sammensatte personligheder.
Verdenslitteratur
Med ‘ Frihed’ udfordrer Franzen intelligent amerikanernes blinde tro på, at den ubegrænsede frihed er tilværelsens delikate cocktailbær.
Der er grund til at bukke, neje og gøre honnør: Det her er verdenslitteratur.


Interview med ægteparret Ahndoril. Forfatterne bag pseudonymet Lars Kepler. Publiceret i Ekstra Bladet 16.1-2011.

De ligner et par på vej til et mondænt bryllup. De er smukke, stilfuldt klædt og begge udstråler de en tilbagelænet harmoni. De hviler i hinandens selskab, og når den ene taler, tier den anden stille.

44-årige Alexandra og 43-årige Alexander Ahndoril er ægteparret bag forfatterpseudonymet Lars Kepler – forfatteren til krimien ‘ Hypnotisøren’. Den bedst sælgende krimi i Sverige siden Stieg Larssons ‘ Millenium-trilogi’.

Solgt til 35 lande
Ægteparret er i disse dage i København for at præsentere deres anden krimi ‘ Paganini-kontrakten’. Den med spænding ventede efterfølger til ‘ Hypnotisøren’, som sidste år også røg til tops på den danske bestsellerliste.
‘ Hypnotisøren’ er siden solgt til 35 lande, og forfatterparret menes allerede at have tjent over 10 millioner svenske kroner. Penge, der har betydet, at ægteparret nu kan koncentrere sig 100 procent om at skrive deres fælles krimier i lejligheden i det centrale Stockholm.
Et arbejde, der begynder hver morgen, når de tre døtre er sendt i skole.

Illegal våbenhandel
Hvor ‘ Hypnotisøren’ bød på brutale mord og svælgede i infam ondskab, stiller ‘ Paganini-kontrakten’ skarpt på illegal international våbenhandel. En krimi om grådige mennesker, der har solgt deres sjæl til pengedjævlen.
– Hvorfor skriver I jeres krimier under pseudonymet Lars Kepler? – Vi havde begge udgivet en række bøger, før vi skrev ‘ Hypnotisøren’. Så vi ville sikre os, at krimien blev bedømt som en selvstændig bog – og ikke på vores ry som forfattere.
– Siden er Lars Kepler blevet som et nyt familiemedlem. Vi føler, vi kender ham. Det hænder endda, at vi snakker med ham! Det er igennem ham, vi mødes, når vi skriver krimierne, forklarer Alexander, mens hustruen nikker.
– I har hver især skrevet dramatik og historiske romaner. Hvorfor blev det lige krimier, I skriver sammen? – Vi har tidligere forsøgt at skrive teaterstykker og børnebøger. Det gik ikke.
Vores egoer stod i vejen. Men da vi opfandt Lars Kepler forsvandt alle vores fine, individuelle fornemmelser.
– Vi ser normalt en film sammen hver aften. Oftest er det spændingsfilm. Så en dag besluttede vi os for at skrive en krimi, hvor spændingen skulle være bogens motor.
– Begge jeres krimier er meget brutale og ekstremt blodige. Og ofrene er ofte børn.
Hvorfor? – Vi skriver om det, vi selv er bange for. At der skulle ske noget med vores tre piger, er det værste, vi kan forestille os. Det er den frygt, vi gennemlever, når vi skriver.
– Paganini-kontrakten handler om illegal svensk våbeneksport. Hvorfor? – Fordi det er et stort tabu i Sverige.
– Sverige vil gerne signalere til den øvrige verden, at vi er et humanistisk og neutralt land.
– Men samtidig er vi verdens ottendestørste eksportør af konventionelle våben! Et faktum, man aldrig snakker om i Sverige. Det er dette hykleri, vi gerne vil have frem med vores nye krimi.
– Betragter I jer selv som politiske forfattere? – Vi prædiker ikke, og vi har ingen politisk agenda. Men læserne må gerne overveje, hvor de selv står, når de dilemmaer dukker op i vores bøger. En krimi kan godt stille skarpe samfundsrelevante spørgsmål og samtidig underholde.
– Både ‘ Hypnotisøren’ og Paganini-kontrakten’ ender godt! – Vi elsker happy endings! Det kan godt være, at virkeligheden er ond og brutal. Men vi vil have, at vores læsere skal kunne ånde lettede op, når sidste side er vendt. Vi skriver fiktion! Læserne skal ikke trækkes igennem alle disse brutaliteter og så til sidst blive efterladt i en sørgelig slutning. Det skal altid ende godt!


Interview med John Irving. Publiceret i Ekstra Bladet. 5.6-2010.

 

John Irving er i Danmark for at tale om sin nye 620 siders murstensroman, ‘Sidste nat i Twisted River’, der netop er udkommet på dansk. Det er hans 12. roman – og den samler op på en masse af de temaer, som har præget hans forfatterskab.’Sidste nat i Twisted River’ handler om det tætte forhold mellem en far og hans søn. I 1954 forveksler Danny sin fars elskerinde med en bjørn og dræber hende med et slag fra en stegepande.Uheldigvis er kvinden den lokale sherifs hustru, og episoden sender derfor far og søn ud på en flugt, der strækker sig over fem årtier.
– Hvorfor skrive så lange romaner i en tid, hvor alting ellers går så hurtigt?
– Jeg er en klassisk historiefortæller. Jeg blev forfatter for at fortælle vidtfavnende historier, hvor der er plads og tid til at skildre personernes og samfundets udvikling.
Det værste mareridt
– I flere af dine romaner oplever hovedpersonerne, at deres børn dør. Hvorfor vender du så ofte tilbage til dette tema?
– Jeg tror ikke på, at du selv vælger de ting, som vækker dig klokken fire om morgenen. Mareridtet ved at miste et barn er det værste, der kan ramme én. Og den frygt kan jeg udforske i en roman.
– I mine romaner har jeg altid en begyndelse og en slutning, før jeg begynder at skrive.
– Jeg har tegnet et kort over begivenhederne. Men præcis hvad der skal ske undervejs, ved jeg ikke, før jeg sætter mig til at skrive.
– Da jeg var i gang med ‘Sidste nat i Twisted River’, vidste jeg pludselig, at hovedpersonen Danny ville miste sin søn. Men det var ikke planlagt.
De faderløse
– Du har aldrig mødt din biologiske far. Har det påvirket dit forfatterskab?
– Uden tvivl. Og det er sikkert også derfor, at jeg altid har elsket Charles Dickens’ faderløse figurer og Shakespeares højspændte familiedramaer.
– Fiktion er et godt sted at kompensere for de mangler, man selv har måttet leve med. I mine bøger har jeg altid været draget af at skildre de familier, hvor der mangler noget, og hvor tingene ikke er, som man kunne håbe, de var.
– Du har aldrig været bange for at skrive om kontroversielle emner som abort, voldtægt og kønspolitik. Opfatter du dig selv som en politisk forfatter?
– ‘Æblemostreglementet’ og ‘En bøn for Owen Meany’ er i hvert fald klart politiske romaner.
– I ‘Æblemostreglementet’ udtrykker jeg min holdning til abort, som bør være tilladt. I ‘En bøn for Owen Meany’ er alt, hvad der siges om tidligere præsident Ronald Reagan, mine egne ord. En B-skuespiller, der fik en alt for stor scene at optræde på.
En mental brydekamp
– Du har selv dyrket brydning og skrevet om det i flere af dine romaner. Hvad er det, der fascinerer dig ved brydning?
– Jeg var 14 år, da jeg begyndte at bryde. Det var den første ting, jeg oplevede, at jeg var god til. Brydning lærte mig at fokusere.
– Jeg tror, at mine erfaringer med brydning har været uvurderlige for min karriere som forfatter.
– I brydning skal du træne det samme igen og igen, indtil du kan det på rygraden. Sådan er også at skrive romaner. Det er genskrivning på genskrivning. En mental brydekamp, kan du kalde det!


Interview med Peter Høeg. Publiceret  i Ekstra Bladet 3.9-2010. 


– Det er den letteste og gladeste bog, jeg endnu har skrevet.
Peter Høeg hilser med et fast håndtryk og glød i blikket, da Ekstra Bladet møder ham til en snak om hans nye roman ‘ Elefantpassernes børn’.
Myter har det med at give et forvrænget billede af virkeligheden.
Og det er svært at få de mange myter om Peter Høegs særheder til at passe sammen med den afslappede mand, som energisk kaster sig ud i en samtale om romanens – og livets – store spørgsmål.

Ti års tavshed
Den i dag 53-årige forfatter blev i begyndelsen af 90′ erne udråbt som dansk litteraturs nye, store stemme. Ikke siden Karen Blixens forfatterskab havde Danmark haft en forfatter, som mødte så stor international anerkendelse som Høegs thriller ‘ Frøken Smillas fornemmelse for sne’. Den blev siden filmatiseret af Bille August.
I 1996 efter udgivelsen af romanen ‘ Kvinden og aben’ trak Peter Høeg pludselig stikket ud til offentligheden.
I ti år holdt han sig væk fra rampelyset, og han udgav ingen bøger.
I stedet flyttede han til Nørre Snede i Midtjylland, hvor han stadig bor, og hvor han dyrker meditation hos sin gode ven og åndelige vejleder, dybdepsykologen Jes Bertelsen i dennes spirituelle Vækstcenter.
Først i 2006 dukkede han igen op i den litterære manege med romanen ‘ Den stille pige’.

Ligner virkeligheden
Om en uge er Peter Høeg aktuel med den fabulerende og humoristiske roman ‘ Elefantpassernes børn’. En historie om de tre teenage-søskende Peter, Tilte og Hans Finø, der leder efter deres forsvundne forældre, som er stukket af fra myndighederne, fordi de har fusket med religiøse mirakler.
– Din bog er fuld af fantastiske elementer. Hvordan er forholdet mellem fiktion og virkelighed i dine bøger? – Noget af det sjoveste som forfatter er at lave noget, der ligner virkeligheden, men hvor det ude i kanten glider over i drømmen eller det fantastiske.

Humoristisk roman
– Som forfatter skal jeg prøve at få læseren til at købe mine ideer.
– Jeg skal have læseren til at sætte sig i rutsjebanen, og når først vognen kører, så skal læseren læne sig ud og opdage, at der ikke er noget stillads nedenunder – at det hele svæver i luften.
– Romanen er meget humoristisk.
Især når du beskriver de store religioner. Om en kristen præst hedder det, at ‘ hans medfølelse næsten var lige så stor som hans selvtilfredshed’.
Og om burkaen ‘ at den er helt perfekt til visse personer – især hvis der heller ikke er hul til øjnene’. Hvad kan humor? – Søren Kierkegaard sagde, at religionen er så alvorlig, at den ikke kan tåle humoren.
Jeg er helt uenig! – Jo større emne, jo vigtigere er det, at man har humor med.
– Humor kan sørge for, at vi ikke falder ned i det absolutte.
– Noget af det, der kendetegner diktaturer af enhver slags, er, at det første, der ryger, er humoren.
– Evnen til at tage pis på autoriteterne skal altid være til stede.

Driller religionerne
– Du skildrer de store religioner som et blændværk. Hvad er dit syn på religion? – I bogen driller jeg kærligt de fire store verdensreligioner.
Trossystemer dur ikke for mig.
– Jeg vil efterprøve tingene i praksis. Ord er ikke nok til at overbevise mig. Jeg vil mærke tingene i bevidstheden eller i hjertet.
– Jeg vil have svar på de store spørgsmål nu. Jeg gider ikke gå og vente på et eller andet diffust paradis efter døden.
– I ‘ Elefantpassernes børn’ er netop børnene sådan nogle praktikere, som er på sporet af, at man kan komme langt, hvis man følger sit hjerte og sin bevidsthed. Og her får børnene ingen støtte fra de voksne og deres trosretninger.
– I bogen giver en bordelmutter en fin karakteristik af praksis på bordellet: ‘ Du kan få det hele – men der er ingen kys, og alt er med kondom, og hjertet har vi lagt i garderoben’. Er det også et billede på, hvad en religion kan tilbyde? – Ja, sådan kan du godt opfatte det.
– For mig er det afgørende selv at turde tage ansvar for de dybe ting i tilværelsen.
– Så du er ikke selv religiøs? – Nej. Jeg praktiserer meditation.
Jeg er interesseret i muligheder for at nå andre bevidsthedstilstande. Jeg mediterer flere timer hver dag.
– Men jeg abonnerer ikke på nogen trosretning.

Et bristepunkt
– Hvordan opfatter du tidens stigende fundamentalisme? – Jeg ser fundamentalismen som et udtryk for, at religionerne går i barndom.
De trækker sig tilbage som forskrækkede børn og bekriger hinanden.
– Vi er nået til et bristepunkt, hvor de forskellige kulturer er mast op imod hinanden.
– Der er for mig at se to veje ud. Den ene er krig og fortabelse – den anden er dialog og gensidig forståelse.
Og det er den besværlige vej.
– I min bog forsøger jeg at fantasere mig til, hvordan vi succesfuldt kan gå den besværlige vej. Min bog er min legeplads.
– Der står altid med usynlige bogstaver på forsiden af mine bøger – ‘ legeplads – alt er tilladt’.
– Det betyder, at jeg ikke bliver fastholdt af at skulle levere en løsning. Jeg kan eksperimentere frit.
– En af myterne om dig er, at du har givet afkald på alle materielle goder? – Jeg ejer et parcelhus, en brugt Volkswagen, en computer – og et stort fladskærms-tv.
– Jeg har jo børn og familie, så selvfølgelig har jeg de ting.
– Jeg har oprettet en fond, som støtter forskellige projekter.
Men beklager – mit liv matcher desværre ikke myten.

Frygt for døden
– En af romanens hovedpersoner, den 14-årige Peter Finø, er bange for døden. Gælder det også Peter Høeg? – Ja. Det fylder rigtig meget.
– Tanken om ophøret, at jeg skal skilles fra dem, jeg elsker. Det har jeg svært ved at forholde mig til.
– Tror du, som der står et sted i bogen, at der ‘ venter nogen med et smil og en aspirin’ på den anden side af døden? – Nej! – Jeg har selv gjort meget ud af at give mine tre børn et naturligt forhold til døden.
De har fået lov at tage afsked med de døde i vores familie.
Så de med egne øjne kunne se forskellen mellem liv og død.
– I min egen barndom var døden et stort tabu.


Interview med Bret Easton Ellis. Publiceret i Ekstra Bladet 13.10-2009. 

Den amerikanske skandaleforfatter Bret Easton Ellis er tilbage med en dyster roman om syndens Los Angeles.

– Europa er røvkedelig! Her er for mange gamle kirker og faldefærdige huse. Jeg er amerikaner. Jeg elsker Los Angeles. Der er sol og kreativitet.
Det er mit sted.
Med romanen ‘ Imperial Bedrooms’ er Bret Easton Ellis tilbage, hvor han startede – i beskrivelsen af overklassens solbeskinnede Los Angeles, hvor stofferne flyder frit, og hvor drømmene er større end livet selv.
I 1985 debuterede den blot 21-årige, rodløse rigmandssøn Ellis med generationsromanen ‘ Under nul’. En bog, som gjorde ham til kultforfatter i yuppieårtiets glitrede og pengefikserede USA.
‘ Under nul’ er et brutalt nærbillede af en amerikansk overklasseungdom, som flakker fra fest til fest i en konstant rus af kokain og ensomhed.
En kuldslået verden, hvor alle udnytter alle, og hvor man kun er noget i kraft af sit udseende og farmands penge.
I 1991 udsendte han skandaleromanen ‘ American Psycho’, der svælger i sex, tortur og vold.
Den 46-årige Ellis er i Danmark for at tale om sin nyeste roman ‘ Imperial Bedrooms’, der er en fortsættelse af ‘ Under nul’.
I ‘ Imperial Bedrooms’ er der gået 25 år, og de kokainsniffende teenagere er nu blevet forvandlet til plastikopererede og gin-bællende vrag i begyndelsen af fyrrerne.
– Hvorfor har du skrevet en opfølger til ‘ Under nul’? – Jeg ville vide, hvordan hovedpersonen Clay havde det i dag. Desværre ikke så godt, viste det sig.
– Din debutroman udkom, da Reagan var præsident, og verden var drevet af yuppiernes pengeideal. Men dine personer befinder sig i en tidsboble. De lever et ubekymret liv, så længe der er stoffer, sex og berømmelse på spil. Hvorfor er de ikke påvirkede af deres samtid? – De rige i USA interesserer sig ikke for politik. Jeg hader politik. Fuck politik.
Jeg har aldrig stemt. Politik er ligegyldigt, og det har aldrig interesseret mig som forfatter.
– Jeg skriver om de mørke ting i tilværelsen. Mine romanpersoner interesserer sig kun for sig selv.
– Så for dig er der ingen forskel på, om USA blive ledet af Reagan, Bush eller Obama? – En ged kunne have klaret sig bedre end Bush. Og Obama er et produkt af USA’s eget forvrængede glansbillede.
Vi ville have en sort, veltalende charmetrold som præsident, så resten af verden kunne rose os! Men hvorfor valgte vi ikke Hillary Clinton? Hun har meget mere erfaring.
– Din bog ender med ordene: ‘ Jeg har aldrig brudt mig om nogen, og jeg er bange for mennesker.’ Hvordan ender man dér? – I min verden har folk det svært med hinanden. Da jeg skrev bogen, havde jeg det ad helvede til.
– Jeg trak vejret. Jeg gik til fester. Jeg forsøgte at fungere.
Men på det tidspunkt hadede jeg andre mennesker – og var også pissebange for dem.
– Jeg fik det først bedre, da jeg var færdig med min bog, og blev producer og manuskriptforfatter på filmen ‘ The Informers’.
– Det blev en lortefilm. Men arbejdet med filmen gjorde mig glad.
– Alle dine romanpersoner lader sig udnytte i jagten på berømmelse.
De sælger deres krop for at få en filmrolle. Hvorfor? – Jeg tror ikke, jeg forstår dit spørgsmål. Et blowjob, herregud. Hvis det er alt, hvad der skal til, for at få en filmrolle – hvad er så problemet? – Man sælger sig selv! Bret Easton Ellis ler højt, læner sig tilbage i sofaen og ser overrasket ud.
– Du er alt for dansk, come on! Alle gør det. Alle sælger sig selv i filmbranchen. Folk knepper sig gerne med i en film.
– Længere oppe i hierarkiet er kompromiserne sgu meget større. Dér er det pengene, der bestemmer alt. Som manuskriptforfatter skal man æde en masse lort. Hele filmbranchen er styret af idioter med for mange penge.
Når jeg skriver mine bøger, er det gudskelov kun mig, der bestemmer.
– Du fik dødstrusler i kølvandet på ‘ American Pscyho’. Hvordan påvirkede det dig? – I et halvt års tid havde jeg en del paranoia. Det fordampede efter et stykke tid. Men jeg har ondt af de forfattere, som må leve med frygten hele livet.
– Det er ingen grænser i dine bøger.
– Man kan skære en kvinde op. Man kan knalde to supermodeller samtidig eller sprænge et hotel i luften i Paris.
I fiktionen er der ingen grænser.
– Men i mit privatliv er der masser af grænser.
– Du er ellers kendt for at være seksuelt frisindet! – Efter en god ven og elsker døde i 2004 ( billedhuggeren Michael Wade Kaplan, red.), blev jeg træt af at skulle fremstå som en homoseksuel forfatter.
– Jeg aner intet om bøssekulturen.
Jeg er ikke en del af en nogen homoseksuel scene.
Så nu er jeg tilbage i skabet! Men jeg gør de ting, jeg har lyst til.
– Skal du have børn? – Nej! Verden er overbefolket.
Stop med at få børn for fanden! Vi er allerede for mange her.
– Din far spiller skurken i flere af dine romaner. Kan man bebrejde sine forældre for sit eget miserable liv? – Stor fejltagelse! Nej, man må klare sine problemer selv. Mand dig op for fanden! Min far fravalgte mig, og det har været benzin til mine bøger.
Men jeg fik først fred med mig selv, da jeg tilgav ham.
– Stoffer fylder meget i dine bøger. Tager du stadig stoffer? – Jeg har taget min del af kokainbjerget. Jeg har aldrig haft problemer med det, og jeg har aldrig mistet et arbejde eller ødelagt et forhold på grund af stoffer.
– I dag keder stoffer mig.
Men jeg er ikke hellig. Hvis du holder en fest, så kan det da godt være, jeg er med i cirklen.